Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Meningsløst. Hvis litteraturen havde et formål, ville den miste sin funktion, skriver Sonnergaard.
Foto: TOBIAS SELNÆS MARKUSSEN (arkiv)

Meningsløst. Hvis litteraturen havde et formål, ville den miste sin funktion, skriver Sonnergaard.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den meningsfulde meningsløshed

Litteraturen er et paradoks og sådan skal det være.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Loquere ut te veam«, tal så jeg kan se dig, siges det med et paradoks hos en af de første litterære æstetikere, den tyske Baumgarten.

Paradokset ligger selvfølgelig i, at vi umiddelbart sagtens forstår meningen i det lille diktum, selvom lyd og syn jo normalt er to forskellige ting, og vi udmærket ved, at man ikke ser bedre af at høre godt.

Men alligevel: Ofte kan vi ikke se verden, før vi har en eller anden beskrivelse af den. Man ser ting på en helt anden måde, hvis man har hørt, at der er noget, man skal lægge mærke til. Der er ting, man overser, hvis man aldrig har hørt om dem før.

Litteraturen er måske i det hele taget noget, man kun kan forstå gennem paradokser. Poesi er ganske rigtigt lige så lidt som prosa eller drama noget meningsløst projekt.

Men hvad meningen helt præcist er ... det er så noget, man helst ikke bør kunne forklare alt for let. Litteraturen lever i en vis forstand af det meningsløse, i den forstand at for meget meningsfuldhed og for meget klartekst dræber litteraturen. En eller anden form for meningsløshed skal der være.

Litteraturens nytte ligger i en eller anden forstand i dens nyttesløshed, kunne man sige, med en kantiansk formulering bygger litteraturen på den nyttesløse nytte, eller den uinteresserede interesse.

Hvis en tekst er meningsløs som et lille barns pludren eller en fuld mands rallen, er den ikke en litterær tekst, kan man sige (hvis vi glemmer den helt vilde avantgarde, som måske godt kunne finde på at fylde en helt bog med netop dét).

Vi forventer en eller anden form for mening bag det, vi læser – muligvis en mening, vi ikke er begavede nok til at fatte, men dog en mening. Det er sådan set det, det hele handler om, når vi læser: at vi gerne vil have noget at vide, at vi gerne vil finde meningen.

Så er der blot det paradoks, at en tekst med for megen mening eller for tydelig en mening heller ikke er en litterær tekst, den diskvalificerer sig selv som litteratur på samme måde, som den fulde mands rallen gør det og det lille barns meningsløse pludren.

En tekst kan ikke kaldes litterær, hvis dens mening står fuldstændigt klar og i logisk klartekst kommunikerer sin mening. Så vil den typisk være en brugsanvisning, eller for eksempel en politisk tekst, som pædagogisk og logisk giver os grundene til, at vi netop skal stemme på dén og dén politiker.

En tekst kan ikke kaldes litterær, hvis dens mening står fuldstændigt klar og i logisk klartekst kommunikerer sin mening.

Hvis meningen er klar, og der ikke er noget at gå fejl af ... er det ikke kunst og ikke litteratur.

Litteratur må altså på den ene side ikke være meningsløs, for når vi læser, ønsker vi at lære et eller andet om et eller andet, det være sig det sprog, teksten er skrevet med, eller det indhold, som teksten kommunikerer. Der skal være en mening med det hele.

Men denne mening må endelig ikke fremgå alt for tydeligt. Der har været mange eksempler på litteratur, hvis hensigt var så overtydelig, at det ødelagde den litterære dimension. Den meget politiske og docerende poesi og prosa kunne være et godt eksempel, nutidens kønspolitisk docerende prosa kunne være et andet.

Litteraturens paradoks standser dog ikke her. For når vi læser, vil vi altid gerne have fornemmelsen af, at læsningen et eller andet sted tjener et formål.

Da jeg læste Prousts ’På sporet af den svundne tid’, fik jeg en klar fornemmelse af begrebet tid, tiden blev næsten en fysisk størrelse, så når folk spurgte mig, hvad jeg egentlig troede, Prousts formål havde været med at skrive så næsten uendelig lang en bog, kunne jeg faktisk svare noget nogenlunde fornuftigt, nemlig at formålet var at give læseren en direkte fornemmelse af begrebet tid, og at jeg efter at have læst Proust bedre forstod, hvad ’tid’ egentlig er for en størrelse. Det kunne være ét eksempel.

Et andet kunne være, at man ved at læse Joyces ’Ulysses’ får en klar fornemmelse af, hvor mange tanker og indtryk et menneske egentlig bliver bombarderet med i løbet af blot en enkelt dag. Hverken Proust eller Joyce eller anden rigtig litteratur er formålsløst tidsspilde, et eller andet formål er der uden nogen tvivl.

Men paradoksalt nok forsvinder den litterære dimension igen, hvis dette formål bliver for tydeligt. Jeg kan læse en glimrende formuleret og meget velskrevet reklametekst, for eksempel. Den kan være fuld af humor og små finurligheder, kunst vil jeg dog aldrig kalde den, for jeg ved jo, at den kun er skrevet med dét ene formål at få mig til at købe dén bil eller dén habit eller dén ferierejse.



Jeg kan læse en umiddelbart interessant såkaldt femikrimi, men i samme øjeblik jeg opdager dens eksplicit kønspolitiske formål, forsvinder de kunstneriske aspekter og erstattes af de konkret propagandistiske.

Det er især den sidste type af tekster, vi (post)(post)moderne mennesker i dag oversvømmes med. De vulgære tekster, der svømmer over af mening og har umådeligt klart definerede formål:

at få os overbevist om, at vi skal købe en bestemt ting, eller at vi skal abonnere på en bestemt politisk holdning. At vi skal tilegne os en bestemt livsstil. At vi skal indrette vores liv efter den merkantile skabelon, der tilbydes i teksten.

Skønlitteraturens ypperste formål i dag er derfor måske netop det modsatte: at hylde det formålsløse, altså at repræsentere et alternativ til den allestedsnærværende dyrkelse af den letforståelige, konkrete nytte. Og ved at være meningsløs i dén forstand netop finde en mening på et andet og højere niveau.

Og nu bliver det så yderligere kompliceret. For betyder dette så, at en tekst diskvalificerer sig selv som litteratur eller kunst, hvis den er meget politisk og for eksempel er skrevet af en kommunist? Må en litterær tekst ikke beskæftige sig med sociale eller politiske emner? Findes der emner og problemer og fænomener, litteraturen pr. definition ikke må eller kan beskæftige sig med?

Må den ikke namedroppe og reklamere for alle mulige moderne luksusgenstande, sådan som f.eks. Brett Easton Ellis så ofte gør? Her er mit svar: Nej! Det betyder det ikke. Man må skrive alt, alt kan give mening, og i litteraturen kan man beskæftige sig med alt, og intet er udelukket. Litteraturen må bare ikke ...

Ja, hvad er det egentlig helt præcist, en tekst ikke må? Det er dette, som gør litteratur så vanskelig og udfordrende og livsbefordrende at forstå, for lige så snart man kan svare, ligger man jo tæt på at komme med en formel, og litteratur, der bygger på en formel, er ikke længere kunst, men lønkunst. Håndværk.

Der skal i ordentlig litteratur være et overskud af mening, som læseren egentlig ikke rigtigt ved, hvad hun skal stille op med, der skal være et element af noget uforklarligt og noget, som man ikke kan studere sig til. I en eller anden grad er litteratur altid håndværk, for vi har vel alle læst tekster, der var skrevet så dårligt, at vi ikke vil kalde dem litteratur.

Men omvendt har vi helt sikkert også læst tekster, der var for velskrevne, for ’artige’, som næsten fulgte en lærebog over, hvordan man skriver litteratur ... og som derfor var for uoriginale til at kunne kaldes rigtig litteratur.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er det uhåndgribelige og svært begribelige, som giver litteraturen dens særstatus.



Det er det uhåndgribelige og svært begribelige, som giver litteraturen dens særstatus. På en måde skal det være meningsfuldt, på en anden måde skal det helst ikke have mening.

Litteraturen skal være til at forstå i den verden, vi befinder os i – men samtidig skal den helst på visse punkter bryde med tidligere regler og tanker, den skal jo helst være ’original’. Den skal følge reglerne og bryde dem på en og samme gang.

Ordentlig litteratur er dybt alvorlig, men føles samtidig som en leg, kunne man sige, med endnu en problematisering. For der er jo ingen tvivl om, at vi leger en intellektuel leg med os selv og vores omverden, når vi læser. Det er en slags erkendelseskræfternes frie spil, med endnu en kantiansk formulering. Men som ethvert barn ved, er legen eller spillet jo kun sjovt, hvis man tager det alvorligt. Hvis man ikke tager spillet alvorligt og for eksempel bryder reglerne og snyder, er spillet ovre og legen forbi, og det er ikke morsomt længere.

På samme måde med litteraturen. Man må tage spillet alvorligt og insistere på, at der er et eller andet formål, så vagt dette end måtte fremgå.

Ud fra et konkret, praktisk og økonomisk sigte er litteraturens formål og mening ikke indlysende. Men i det øjeblik, man tager legen og spillet alvorligt, sker der jo nogle gange dét, at litteraturen hjælper én til at se. Eller måske skulle man snarere sige: indse.



Nogle gange er det en fornemmelse eller følelse, man først begriber, når man ser den beskrevet. Andre gange kan det være sjælelige indsigter af næsten psykoanalytisk karakter, som litteraturen åbenbarer for os – næsten som i folkeeventyrene, hvor trolden bliver til en sten og mister sin farlighed, i samme øjeblik den benævnes ved sit rette navn ’trold’, eller som i psykoanalysen, hvor det påstås, at neurosen ikke længere er virksom, når først den er diagnosticeret og kommer op til det bevidste niveau hos patienten. Andre gange er det en helt tredje indsigt, som litteraturens alvorlige leg kan bevirke.

Litteraturens meningsfuldhed er facetteret og flertydig og paradoksal. Måske ser man det bedst hvis man anskuer problemet på en negativ facon. For prøv at spørge, hvordan verden ville være, hvis al tale og skrift var konkret og nyttebetonet, og de eneste tilladte tekster var i klartekst ...?

Svaret giver vel sig selv for de fleste. Hvis alt var underlagt en rationel logik, og alting var rettet mod konkrete, praktiske og meningsfulde formål, så ville livet vel være ubærligt.

Og for at komplicere det hele yderligere kan man sige, at netop fordi litteraturen helst ikke skal sige tingene ligeud og i klartekst som et politisk manifest, en reklame eller et juridisk dokument ... så findes der ting, som kun litteraturen kan erkende.

Nemlig alle de ting i tilværelsen, som ikke kan sættes på en matematisk formel, hvilket ikke er så lidt, hvis man tænker over det, alt det, der ikke kan gøres konkret.

Må en litterær tekst ikke beskæftige sig med sociale eller politiske emner?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Som ikke har en praktisk nytte og en indlysende mening. Igen: Alt det, som vi jo så nødigt ville undvære som mennesker, men som sagtens kunne mangle, hvis vi var robotter. Kærligheden, humoren, livsglæden – og dens modsætninger. Alt det konkret, praktisk og økonomisk meningsløse.

Så lad mig arme, filosofiske amatør forsøge at sætte spørgsmålet på spidsen og afslutningsvist formulere det, man i reklamesproget kalder en pay off:

Litteraturen ér på mange måder meningsløs og formålsløs, men den skal også være det. Kun derigennem opnår den den mening, som gør den fuldstændigt uundværlig.

Litteraturen opnår sin mening ved at unddrage sig den rationelle diskurs ... og så, alligevel, at vedblive med at opholde sig inden for dens felt. Det er denne dobbelthed, der giver legen med erkendelseskræfterne, det er denne form for meget kompliceret spil og leg med spilleregler, der hele tiden ændrer sig, som gør, at læserne til syvende og sidst bliver bedre mennesker og klogere og mere fantasifulde og empatiske og ... hov!

Dér røg jeg vist ind i en rationel og nytteorienteret diskurs. Jeg tilskrev litteraturen en bestemt funktion og en konkret nytteværdi. Og dermed diskvalificerede jeg jo mig selv, hvis man skal tage det, jeg hidtil har skrevet, alvorligt. Så kan jeg jo starte forfra. Åh nej ...

Det er ikke let.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden