Den 12. april i år fik jeg 1.468 kroner tilbage i skat. Ikke noget prangende beløb; knap nok tilstrækkeligt til et par sko målt efter statsministerlæst. Men i det mindste heller ikke et skattesmæk. Alt i alt sad jeg med fornemmelsen af, at jeg selv og alle de økonomiske deltagere i mit liv – arbejdsgiver, bank, Skat og så videre – tilsammen havde udført et nidkært, nøjagtigt stykke arbejde. Pengene passede, hver havde fået sit.
I sidste weekend oplevede jeg så den absolut modsatte følelse. En lakonisk notits i Weekendavisen berettede om en svimlende ændring af nogle ellers robuste præmisser for landets økonomi:
