Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Debat

Nordsøaftale kan blive den næste Dong-sag

Vil Dansk Folkeparti, Radikale, Socialdemokratiet og SF vil bøje sig for Mærsks forsøg på at true sig til nye skatterabatter?

Debat

I 2003 fik A.P. Møller-Mærsk sammen med en række andre olieselskaber eneret på at hente danskernes nordsøolie op af undergrunden.

Aftalen fra dengang var en katastrofe og er af eksperter blevet kaldt en bananstatsaftale, fordi den er så lukrativ for olieselskaberne.

Sammenlignet med for eksempel Norge slap olieselskaberne i den danske del af Nordsøen betydelig billigere i skat.

De økonomiske vismænd har anslået, at hvis vi havde beskattet olieselskabernes på samme niveau, som man gør i Norge, så ville vi kunne have sikret op mod 2 milliarder kroner mere om året i indtægter til samfundet.

Derudover lykkedes det dengang A.P. Møller-Mærsk at få presset en helt uhørt klausul igennem med de daværende forligspartier: Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale.

Der ligger et tungt ansvar på de partier, som indgik den katastrofale 2003-aftale, der har kostet danskerne milliarder af kroner, som kunne have skæppet i fælleskassen

Klausulen betyder, at selv hvis det politiske flertal skifter, så kan et nyt flertal ikke ændre beskatningsreglerne frem til 2040.

Siden har aftalen vist sig at være endnu mere lukrativ for selskaberne, end den i forvejen så ud til at blive.

Som Politiken forleden kunne fortælle, har selskaberne haft en fortjeneste på mindst 16 milliarder kroner mere end det, der var forudsat i aftalen fra 2003. 16 milliarder!

Men mere vil åbenbart have mere. For i april meddelte A.P. Møller-Mærsk i en pressemeddelelse, at hvis ikke selskabet får »bedre rammevilkår« inden 1. januar 2017 (læs: lavere skat), så vil virksomheden lukke det centrale felt Tyra helt ned – og dermed reelt gøre en ende på den danske del af nordsøoliefelterne.

Mærsks argument er, at Tyra-feltet skal renoveres gennemgribende, fordi havbunden er sunket. Og at det ikke er rentabelt at investere i denne renovering med de nuværende oliepriser. Argumentet er så tyndt som mellemlægspapir.

For det første: Mærsk og de andre olieselskaber har som sagt siden aftalen i 2003 haft en merfortjeneste på mange milliarder i forhold til det, der var forudsat i aftalen.

Havde man udvist den rettidige omhu, som virksomheden ellers bryster sig af at udøve til alle tider, kunne disse milliarder være investeret i de nødvendige renoveringer.

Lad os håbe, at de andre ansvarlige har lært af historien og ikke igen lader sig snyde af A.P. Møller-Mærsk på danskernes bekostning

For det andet: I aftalen fra 2003 forudsatte man en oliepris på 22 dollars tønden – stigende til 36 dollars i 2040. Siden er olieprisen eksploderet og nåede i en periode langt op over 100 dollars per tønde.

Olieprisen ligger fortsat i dag langt over det forudsatte i aftalen. Når man laver en aftale, der rækker frem til 2040, så må man forvente, at de involverede selskaber har indregnet den nødvendige løbende renovering ud fra den forventede indtjening.

Og når indtjeningen har vist sig at være markant større end forudsat, og oliepriserne stadig er betydelig højere end antaget, så er det rent ud sagt humbug at komme og sige, at man ikke »har råd« til at renovere felterne, og at regningen skal sendes til danskerne.

Det virkelige motiv er ret åbenlyst: A.P. Møller-Mærsk har siden aftalen i 2003 haft en ekstremt overnormal profit, der ligger langt ud over det, de blev stillet i udsigt.

Nu melder nogle udgifter sig, som kan bringe selskabernes indtjening ned på et lavere, men stadig yderst gavmildt niveau.

Men det vil A.P. Møller-Mærsk ikke acceptere. Virksomheden ønsker at fastholde den helt urimelige overbetaling, som man har fået i den mellemliggende periode.

De vil fortsætte med den samme overnormale profit, som de har haft hidtil, men som aldrig var meningen med aftalen fra 2003.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Om A.P. Møller-Mærsk slipper af sted med deres revolverdiplomati, ved vi ikke endnu. Det afgøres ikke alene af regeringen.

Også de øvrige partier i forliget kan sætte foden ned. Det gælder både de gamle forligspartier: Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Radikale. Og Socialdemokratiet og SF, som trådte ind i forliget efter valget i 2011.

Der ligger et tungt ansvar på de partier, som indgik den katastrofale 2003-aftale, der har kostet danskerne milliarder af kroner, som kunne have skæppet i fælleskassen.

Det var dengang den nuværende radikale klimaordfører Martin Lidegaard, der langtidssikrede aftalen ved at indgå forliget.

Lad os håbe, at han og de andre ansvarlige har lært af historien og ikke igen lader sig snyde af A.P. Møller-Mærsk på danskernes bekostning.

Det har vi simpelthen ikke råd til.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce