Der har været nok at frygte i 2016.
Det har på lange stræk været et rigtig skidt år. Sådan har det i hvert fald føltes.
Trump, Brexit, terror. Du kender listen. Den er svær at glemme.
Men mon ikke vi skal overveje en ekstra gang, hvordan vi reagerer på 2016’s lange liste af elendigheder?
I stedet for at lade frygten få yderligere greb om os skal vi da være modige.
Det er i hvert fald det, jeg har lyst til.
Okay, 2016 var øv, ud med det, og lad os så komme ind i 2017 på en helt anden måde.
Jeg har lyst til at give pokker i terror.
Jeg har lyst til at give pokker i idioter, der ødelægger det for andre.
Jeg har lyst til at give pokker i alt det og alle de, der bryder ned i stedet for at bygge op.
Jeg har lyst til, at vi alle giver hinanden mulighed for at udfolde den bedst mulige version af os selv i stedet for at tale hinanden ned.
Og den bedste version af mig, det er, når jeg er modig. Jeg vil ikke være bange. Jeg vil være f*cking modig.
Kom og terroriser mig, hvis I tør. Jeg insisterer på ikke at lade mig terrorisere.
Sådan lød det også fra Marseille, efter endnu en vildfaren terrorist havde skabt rædsel i det nærliggende Nice på Bastille-dagen.
Bare kom an, lød det fra den unge muslim Mohamed Henni i en video uploadet på Facebook, som hurtig blev set af millioner.
Videoen virkede ikke specielt velovervejet og var fyldt med så mange bandeord, at den ville blive stemplet uegnet for børn af de fleste, men Mohamed nægtede at være bange, han nægtede at lade Daesh og deres selvbestaltede kalifat true hans familie og tage hans religion som gidsel.
Men vi skal ikke give frygten næring, selvom det er svært at lade være. Som jeg ofte siger, er det sådan, at det, vi fokuserer på, vokser. Hvad end det er positivt eller negativt
Uffe Elbæk
I stedet gjorde han grin med Daesh. Det var der noget befriende over. Noget fandenivoldskhed over. Noget modigt over.
Det lettede i hvert fald for mig. Et frisk pust over landet, der hvirvlede frygten væk.
Der er gennem tiderne blevet sagt meget klogt om, hvad frygt gør ved os.
Men for mig sagde den amerikanske præsident Roosevelt det bedst, da han ved sin tiltrædelsestale i 1933 – i skyggen af depressionen og med Hitler på horisonten – gav frygten en lige højre: »Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv. Navnløs, grundløs, uretmæssig terror, der lammer os og forhindrer os i at vende tilbagetog til fremgang«, sagde Roosevelt.
Har vi fuldstændig glemt de ord i dag?
Nogle gange føles det sådan.
Ingen tvivl om, at globaliseringen har ført enorme udfordringer med sig – 62 mennesker ejer halvdelen af verdens rigdomme for nu blot at fokusere på ulighed – men de svar, der havde vind i sejlene i 2016, isolationisme, fremmedfrygt, hele den cocktail, der baner vejen for Trump, Le Pen, Farrage og så videre, er i hvert fald ikke svarene for mig.
Frygten er blevet en industri.
Medierne er afhængige af breaking news-bjælker, der skaffer klik. Politikerne baserer deres politik på frygt, som avler mere frygt.
Forsikringsselskaber, vagtselskaber og så videre og så videre tjener deres penge på frygten.
Men vi skal ikke give frygten næring, selvom det er svært at lade være.
Som jeg ofte siger, er det sådan, at det, vi fokuserer på, vokser. Hvad end det er positivt eller negativt.
Skriv kommentar