Da jeg søndag eftermiddag på Facebook skulle skrive en umiddelbar reaktion og kommentar på det seneste selvmordsattentat – denne gang i en park i Pakistan, hvor langt de fleste ofre var kvinder og børn der var ude og fejre påsken – kunne jeg mærke, at mit sprog ikke længere rakte til. Mine ord føltes slidte og forudsigelige. Tæt på tomme. Fordi jeg var tom. Tom for mening over det, der var sket. Og en ting mere: Frustrerende træt af mine egne og mine politiske kollegers verbale automatreaktioner, når terroren rammer.
Det siger sig selv, at vi alle føler med ofrene, der bliver ramt af radikaliserede menneskers handlinger. Det siger også sig selv, at nogle ofte kræver stramninger, mens andre holder fast i, at vi ikke skal forfalde til generaliseringer og automatløsninger. Men fælles for begge politiske positioner er, at frygten og opgivelsen er begyndt at farve vores tænkning, sprog og i sidste ende vores handlinger.
