75 pct. af danskerne er ifølge en nylig europæisk undersøgelse enige i, at Danmark ville klare sig bedre inden for EU end uden for. Og 77 pct. synes, EU-medlemskabet har været en fordel. Danskerne vil – som jeg – gerne EU, men vi vil have et EU, der finder løsninger på de store udfordringer, vi står over for.
Den største udfordring for EU lige nu er håndteringen af den britiske udtræden. Men for almindelige mennesker i Danmark og de andre nordiske og europæiske lande er håndtering af globaliseringen en mere grundlæggende udfordring.

