Når velfærdspolitiske emner debatteres, støder man i stigende grad på argumenter, såsom at vi som samfund skal bruge ressourcerne på de udsatte og deres eventuelle børn i stedet for at holde fast i et universelt velfærdssystem, der i høj grad er indrettet til almindelige mennesker og den brede middelklasse, der burde kunne klare sig selv.

Det synes indlysende, at hvis vi bruger pengene på hjælp til middelklassen, så er der ikke mange ressourcer til at hjælpe de virkelig udsatte.