Når advokatvirksomheder ansætter jurastuderende, bliver karakterer vægtet højt, fordi det afspejler, hvad de studerende kan.
Når humaniorastuderende søger job, er det ofte unødvendigt at vise sine karakterer, fordi det er de praktiske erfaringer ved siden af studiet, der sikrer ansættelsen. Men kan det være rigtigt, at ens fremtid afhænger af de attraktive studiejobs frem for karaktererne, når man er humaniorastuderende?
