Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bjørn Bredal: Gys, gysere, fransk valg

Slaget om det franske valg skal til at stå, og resultatet er stensikkert i sigte - komplet uforudsigeligt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den franske valggyser er som et spejl af verdens, eller i hvert fald Vestens, almindelige tilstand: Alt kan ske. Hvilket er så meget desto mere foruroligende, som det hele tiden har været stensikkert, hvem der ville vinde det franske valg. Blot med skiftende stensikkerheder.

Først var det stensikkert, at Alain Juppé ville vinde. Bordeaux’ borgmester, den moderate, humanistiske og europæisk indstillede konservative kandidat, lå længe til at vinde højrefløjens primærvalg med stor margen ned til nr. to, den sprælske tidligere præsident Nicolas Sarkozy.

Alt tydede på, at vejen frem til præsidentposten herefter ville blive en blidelig boulevard, for anden runde af præsidentvalget stod til at blive et opgør med Nationalfrontens Marine Le Pen, og det ville ikke være svært at vinde.

Revolution – den titel ville jeg nok have været forsigtigere med

Bon, så vandt outsideren François Fillon højrefløjens primærvalg, og hvor kom det lige fra? Godt så, nu var det i hvert fald stensikkert, at Fillon ville blive Frankrigs næste præsident. En noget mindre moderat mand end Alain Juppé, værdipolitisk pænt langt til højre og i økonomiske sager rasende liberalistisk.

Men Fillon var dog alligevel til at leve med i sammenligning med Marine Le Pen, som han ville komme til at stå over for i anden runde. Og hende ville han ikke få svært ved at slå.

Socialistpartiet glemmer vi, det er dødt og borte, selv om to kandidater, Benoît Hamon og Jean-Luc Mélenchon, rører på sig – den sidste især. Præsidenten selv, François Hollande, sidder jo lige så stille i Élyséepalæet og tænker på sit eftermæle. Så der er ingen modstand fra socialisterne, uanset hvilken mere eller mindre højreorienteret kandidat der måtte skulle stille op mod Marine Le Pen. Det burde ikke kunne gå galt.

Den uafhængige og udefinerlige midterkandidat Emmanuel Macron har jeg ikke nævnt endnu. Denne tidligere minister i en af François Hollandes socialistiske regeringer ville ikke stille op til socialisternes primærvalg, for han er ikke socialist, men freelance-centrum-venstre-orienteret med liberalistiske ideer à la Tony Blair.

Han havde ikke en chance for at slå nogen som helst, og slet ikke den stensikre vinder, François Fillon. Lige indtil det hele skiftede. Og nu er det faktisk stensikkert, at Emmanuel Macron bliver Frankrigs næste præsident. Det sker 7. maj, hvor han slår Marine Le Pen i anden runde af præsidentvalget. Der er ingen tvivl.

Alt ændrede sig den dag, satireavisen Le Canard Enchaîné (Den lænkede and), kom på gaden med den nu velkendte historie om, at Fillons frue, Penelope, skulle have været ansat i årevis på statens regning som sin mands parlamentariske assistent uden at yde nogen som helst assistance – i hvert fald ikke parlamentarisk. Og lige siden er skandalerne væltet ned over François Fillon, ja, helt bogstaveligt væltet ud af hans klædeskabe, hvor fantastisk dyre jakkesæt hang og var foræret af betænkelige forretningsforbindelser.

Der er sådan set i mere end én forstand stil over Fillons skræddersyede affærer, som Lars Løkkes jakkesæt kunne lære noget af. Men Løkke blev jo statsminister alligevel, mens det nu er stensikkert, at Frankrigs næste præsident ikke bliver Fillon, men Macron. Tror jeg nok.

Blandt de mange mærkværdigheder ved det franske valg, hvis første runde afholdes om mindre end to uger (23. april), er altså, at det konstant er sikkert, hvem der vinder – men alligevel er der kolossal spænding om udfaldet.

Alt kan ske. Nationalfrontens ekstremt højreorienterede forkvinde kunne gå hen at vinde, men alt muligt andet kunne også ske. Og når Emmanuel Macron har vundet præsidentvalget, som han helt sikkert gør, så er det for alvor usikkert, hvad der sker, for han kan jo ikke regere uden et flertal i parlamentet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man behøver ikke at være specielt konservativt anlagt for at ønske sig lidt mere stabilitet og forudsigelighed i Frankrig og verden over. Lovlig meget risikerer at komme i skred på en farlig måde, og det uanset hvor velbegrundede store ønsker om forandring kan være. Revolutioner er risikable og har ikke uden grund ord for at æde deres egne børn.

Den for tiden stensikre kandidat, Emmanuel Macron, har faktisk skrevet en bestseller, der hedder ’Revolution’, og den titel ville jeg nok have været forsigtigere med, hvis jeg havde været på vej til Élyséepalæet, hvad jeg så gudskelov ikke er.

Borgmesteren i Bordeaux – ikke Alain Juppé (f. 1945), men Michel de Montaigne (f. 1533) – erklærer et sted: »Jeg er imod forandringer, selv til det bedre«. Det er en konservatisme, der vil noget, og det lyder sjovt. Men Montaigne levede midt i en borgerkrig med stærke ønsker blandt alle krigens parter om forandringer til det bedre. Resultatet var ... krig.

De voldsomme forandringer, som synes at være under opsejling, kan godt gøre mig bekymret. Jeg er ikke sikker på, at Lampedusa-Leopardens konservatisme overhovedet findes: »Alt må forandres, for at alt kan blive ved det gamle«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden