DFU-landsformand: Vi mangler faglært arbejdskraft. Er den ikke efterhånden feset ind?

Nogle elever der uddannede sig til vvs'ere (fra arkivet).
Nogle elever der uddannede sig til vvs'ere (fra arkivet).
Lyt til artiklen

Danmark bliver et fattigere land, hvis vi ikke får løst dette problem. Her kommer 5 bud på, hvordan vi kan skaffe flere faglærte:

1. Nej, dit barn skal ikke nødvendigvis gå i gymnasiet:

1,7 mia. bruges der rundt regnet om året på, at unge mennesker starter på en gymnasial uddannelse for derefter at tage en erhvervsuddannelse. De penge havde været bedre brugt på vejledning for de unge, men også på bedre brobygningsforløb, som for mange unge er det første bekendtskab, de har med en erhvervsuddannelse.

De penge kunne også bruges på at fortælle forældrene, at det er helt okay, at deres børn tager en uddannelse, der ikke er lige så lang som deres egen. Det er måske tre spildte år af deres ungdom, som de aldrig får igen. Så hvorfor ikke gå op i at lede de unge på rette hylde fra start?

Håndværkere bliver en mangelvare - men akademikere kommer i overskud

2. Hvordan skifter man en vandlås?

Vi skal have et praktisk fag indført i folkeskolen, der lærer de unge om de praktiske ting, de står overfor i en nær fremtid, når de flytter hjemmefra. Det kunne for eksempel være et fag om, hvordan man skifter en sikring, når lyset går, hvordan man reparerer huller i væggen, og måske hvordan man selv skifter en vandlås.

Vi skal vise dem fra en tidlig alder, at man kan være ligeså klog med hænderne som med hovedet. Sløjt og håndarbejde var godt, men sæbekassebiler og skæve bordskånere er ofte gået af mode, når man runder de 18 år. Vi skal vise de unge, at disse fag er afgørende, også for deres egen hverdag, og ikke mindst give de mere praktisk begavede unge flere succesoplevelser i skolen.

Debatredaktionen giver dig overblikket: Hvad er op og ned i elitedebatten?

3. Vil du med i fredagsbaren?

Vi skal bygge bedre fælles studiemiljøer, så man har sine venner tæt på sig i ungdomsårene. I dag ligger gymnasierne ofte tæt på offentlig transport og står i nye og flotte omgivelser. Erhvervsskolerne ligger derimod i erhvervsområder, hvor man skal have bil eller knallert for at kompensere for de dårlige transportmuligheder. Og skolerne er ofte slidt mere ned, end hvad godt er, både ude og inde, med ringe maskiner, som for længst er forældet, når man kommer ud på arbejdsmarkedet.

4. Vil du arbejde hos mig?

Vi har mangel på praktikpladser. Derfor skal virksomhederne have incitamenter til at tage en (ekstra) elev eller lærling. Før i tiden gav man 77.000 kroner i støtte per elev. Så blev det til 33.000 kroner og nu slet og ret ingenting. Det skal laves om. Samtidig skal vi se på, hvordan man kan udligne skellet mellem at tage en elev, der er færdig med folkeskolen og klar på en elevplads, og så en der har taget en gymnasial uddannelse og har kørekort.

Dem med kørekort og lidt flere år på bagen er naturligvis mere interessante at ansætte - det skal der være bedre kompensation for. Vi skal også sikre os, at skolerne er bedre indrettet efter virksomhederne, så man går i skole, når de ikke har travlt i virksomhederne og ikke midt i højsæsonen. Her kan vi lære en masse af Schweiz. Det vil gøre det lettere for de små virksomheder, som er dybt afhængig af arbejdskraften, at tage en lærling.

Gu er der en uddannelseselite – og den sidder på magten

5. Undskyld, arbejder du her?

Social dumping skal vi tage et alvorligt opgør med. Vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft fremover, og vi må nok også indstille os på, at vi i starten ikke kan klare os udelukkende med danske ansatte. Derfor skal vi sikre os, at dem, der kommer til landet, arbejder under danske løn- og arbejdsvilkår.

Det var 5 bud på, hvad man kan gøre. Så mangler vi bare, at der er nogle politikere, der tager murerskeen i den anden hånd og handler, inden vi står med et samfund fuld af arbejdsløse højtuddannede danskere i hobetal, samtidig med at der mangler hænder i andre sektorer. Det handler først om fremmest om den enkeltes gode arbejdsliv, når vi giver både kloge hjerner og kloge hænder mulighed for at vælge rigtigt fra start af.

Chris Bjerknæs

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her