Tidl. præsident for Dansk PEN: Liu Xiabos død forpligter. Vi svigter ved at møde Kina med tavshed

Lyt til artiklen

Der stod en tom stol på scenen under højtideligheden, da Nobels Fredspris blev uddelt i Oslo i december 2010.

Den kinesiske menneskerettighedsaktivist, digteren og litteraturkritikeren Liu Xiabo, der var blev kåret som årets prisvinder, kunne ikke være til stede og modtage den store æresbevisning. Han var blevet arresteret et år tidligere og anbragt i et fængsel i det nordøstlige Kina.

Påtal Kinas krænkelser af menneskerettigheder

Liu Xiaboo nåede at afsone otte år af den fængselsstraf på i alt 11, han havde modtaget – for sin ’statsundergravende virksomhed’.

Nu er han død af kræft i fængslet.

Hans forbrydelse stod i direkte forbindelse med det arbejde, han udførte, og de meninger, han fremsatte, mens han var præsident for det uafhængige kinesiske PEN-center.

Vi har været der før. Det er ikke den første tomme stol, vi ser.

Når russiske Andrej Sakharov overlevede sit tvangseksil, skyldtes det, at nogen kom til fornuft. Og at nogen kom til fornuft i Kreml, skyldtes, at nogen andre steder i verden sagde højt, hvad der skete, og hvad der var nødvendigt.

Den tjekkoslovakiske håndfæstning Charta 77 blev i lige så høj grad formuleret af filosoffen Jan Patocka som af Vaclav Havel. Men Patocka døde under et maratonforhør hos det hemmelige politi i Prag umiddelbart efter stiftelsen af Charta 77.

Nu er vi der igen. Men verden er en anden. Kina er i modsætning til Sovjetunionen en mægtig international spiller i kraft af sin økonomi.

Sovjet var på hælene og så sin fordel i at blive en del af det gode selskab, mens det kinesiske system til stadighed uden skrupler mishandler sine borgere, når de træder frem og kræver deres rettigheder respekteret.

I den nye verden er Kina på mange måder nærmere os, end Sovjet var under den kolde krig. Kina er ikke fjenden, men handelspartneren.

Nobel fredspris bliver ikke uddelt for første gang i 109 år

Det gør det ikke nemmere. Men tavshed er til enhver tid et svigt.

De kinesiske myndigheder bør foreholdes deres forbrydelser, åbenlyst og uden forbehold. Liu Xiabo har mange meningsfæller i Kina, der er afhængige af, at deres skæbne følges og gøres bekendt med omhu og bekymring. Det er al den beskyttelse, de foreløbig nyder. Den skal styrkes, også på officielt niveau. Det er budskabet i Liu Xiabos skæbne.

I det lange løb er der ingen anden vej. Den vil gavne alle.

Niels Barfoed

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her