Da jeg var barn, var der ingen tvivl om, at alle mennesker i verden helst ville være danskere, hvis de fik muligheden for det, for vi var de bedste til alt. Vi var et hyggeligt smørhul i verden, og når andre lande skulle pejle efter fremtiden, rettede de kompasset mod Danmark. Alle ville være som os.
Jeg husker det især fra mine ferier. Det øjeblik, jeg og min familie trådte uden for Danmarks grænser, begyndte vi at købe vand på flaske. »De andre lande har nemlig ikke passet så godt på miljøet, som vi har«, fortalte min far mig. Så snart vi kom syd for Kruså, så vi på alle fremmede vandhaner som direkte forbundet med årtiers miljømæssig forsømmelse, for i de fremmede lande var man jo ikke beriget med samme ansvarlige indsigt, som vi var i Danmark. Postevandet var derfor ikke til at stole på.
