Murersvend i debatindlæg: Centrum-venstre har mistet sin position som garant for en solid velfærdsstat

Arkivtegning
Arkivtegning
Lyt til artiklen

Det brede udsnit af befolkningen er ikke i tvivl om, hvad de ønsker af centrum-venstre: en stærk og leveringsdygtig offentlig sektor, ideen om, at uanset om du vælger at uddanne dig til advokat, industritekniker eller sosu, er der en lys fremtid foran dig – og lige så gode muligheder for dine børns fremtid. Der er brug for alle, så alle skal tilgodeses. Det ønsker centrum-venstre at stå for i dag, og det har man stået for i mange år.

En god kammerat formulerede et af centrum-venstres største problemer over for mig således: »Den største fejl, Thorning-regeringen begik, var at indgå i en regering på det grundlag, de gjorde. Regeringsgrundlaget gav ingen mulighed for at føre den politik, man havde givet udtryk for, man rent faktisk gerne ville«.

Man har insisteret på at påtage sig regeringsansvaret. Og det var vigtigere end rent faktisk at føre den politik, man mente var vejen frem. Men er det ansvarligt? Er det ansvarligt at sige: Kommer vi til magten, er det den her politik, vi vil føre – og så i praksis gøre det stik modsatte?

Nej, selvfølgelig er det ikke det. Ideen om, at det er en naturlov at have regeringsmagten, og at den derfor trumfer éns politiske ståsted, er en af hovedårsagerne til, at centrum-venstre har mistet sin position som arbejdernes, og dermed flertallets, garant for en solid velfærdsstat og en tryg fremtid.

Socialrådgiver i debatindlæg: Befolkningen ville være venstreorienteret, hvis vi organiserede den

Men det behøver ikke at være sådan. Fremadrettet skal centrum-venstre være klar til at turde sige nej til regeringsmagten, hvis den position, der står dem i udsigt, og de forhandlinger, der føres, ikke giver det nødvendige manøvrerum.

De fleste ved godt, at Rom ikke blev bygget på én dag.

Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen seriøst forventede, at hele skuden blev vendt på en enkelt regeringsperiode. Jeg kan tydeligt huske, da Thorningregeringen gik ud og øremærkede nogle hundrede millioner kroner til forebyggelse af social dumping. Begejstringen hos mine kollegaer og mig var til at tage og føle på.

Vi vidste udmærket godt, at det ikke løste alle problemer med misbrug af vores udenlandske kollegaer. Men det var da unægtelig et skridt i den rigtige retning. Og det er det, der skal til. De næste ti år skal bruges på at genvinde den tillid, man har tabt på gulvet. Og den tillid genvinder man kun ved følge sine ord op med handling.

Så, kære centrum-venstre. Prøv at sige som vores statsminister Lars Løkke: »Vi går ikke i regering for enhver pris«. Tilføj så: Vi indgår heller ikke aftaler for enhver pris. Den store forskel på os og dem skal være, at vi rent faktisk mener det. For viser vi ikke, at vi mener, hvad vi siger, har vi allerede tabt.

Louis Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her