De frivillige i deres røde 'crew'-T-shirts har det nemt. De delegerede kender alle deres plads og navigerer ind og ud af kongressalen og hen til kaffebordene med den rutine, der opbygges ved flittig deltagelse på kongresser og konferencer. »Tak for sidst« refererer til sidst, vi sås. Præcis for et år siden samme sted.

Det er det Socialdemokrati, du kender, der var samlet til kongres i Aalborg i weekenden. Fagforeningsmændene, de offentligt ansatte kvinder og unge akademikere i stramme bukser. Selv kongressens ømme tå, der til spindoktorernes irritation er det eneste medierne interesserer sig for, er en gentagelse fra sidste år.

Det er nemlig en tradition, at regeringspartiet sender en hilsen til det største oppositionspartis kongres i form af en rigtig træls dagsorden. Venstre har med Inger Støjberg i spidsen valgt at genbruge forrige års tema med kvoteflygtninge, der altid skal begrænses tidligt på efteråret lige før sosserne og deres radikale lidelsesfæller holder kongres.

Der er ingen tvivl om, at det gør ondt på de socialdemokratiske delegerede, selv om der bliver længere og længere imellem dem, der er villige til at undsige deres formand offentligt. Kvoteflygtningeordningen, hvor Danmark tager imod flygtninge direkte fra FN-drevne lejre, er langt mere velfungerende end menneskesmuglerindustrien, hvor flygtninge betaler gangstere titusindvis af euro for at krydse Middelhavet i usikre gummibåde.

Når socialdemokraterne alligevel til deres støttepartiers store fortrydelse støtter op om regeringens kvoteflygtninge-stop er det af den kyniske årsag, at den internationale reaktion på et kvoteflygtninge-stop er mildere, end hvis man begyndte at afvise de såkaldte spontanflygtninge - dem, der kommer hertil via menneskesmuglerne.

Men for Socialdemokratiet er det en bunden opgave at begrænse tilstrømningen til Danmark. Flere flygtninge betyder nemlig også større problemer med parallelsamfund, hvilket også var et af hovedtemaerne i Mette Frederiksens kongrestale. Socialdemokraterne ville tidligere på året tage pengene fra de muslimske privatskoler, og før det var det ghettoer som Mjølnerparken i København, der blev angrebet af partiformanden.

Der er ingen tvivl om, at den folkelige sympati for muslimske parallelsamfund er fraværende, og det ligger lige for at beskylde Mette Frederiksen for populisme. Men spørgsmålet er, om ikke det modsatte standpunkt snart er det populære.

Inden for et årti vil vi opleve, at vælgerne mange steder vender sig imod, at eleverne fra de muslimske privatskoler indsluses i deres folkeskole, og ghettobeboerne flytter ind i deres kvarter.

Det vindue, hvor et flertal af danskerne ønsker og tror på, at det kan lade sig gøre at integrere indvandrere med muslimsk baggrund, er kort sagt ved at lukke.

Opstår den situation, hvor et flertal ikke ønsker at bo sammen med minoritetsdanskere og ikke ønsker, at deres børn går i skole med muslimer, er den socialdemokratiske samfundsmodel dødsdømt. Opbakningen til velfærdsstaten hænger sammen med, at det store flertal betaler skat til et projekt, der inkluderer dem selv. Folk i Thisted er groft sagt villige til at betale sygedagpenge til dem på Falster og for skoler på Fyn, fordi de oplever, at solidariteten også går den anden vej.

Det multikulturelle samfund udfordrer den solidaritet. Hvis samfundet splittes op i grupper, hvor gammeldanskerne på Bornholm ikke føler, de har noget til fælles med muslimer i Odense, forsvinder viljen til at tage sig af hinanden.

I USA indsatte republikaneren Eisenhower for 60 år siden forbundshæren mod Arkansasguvernøren, demokraten Orval Faubus, der nægtede sorte børn adgang til de offentlige skoler. Billederne af kampklædte soldater, der eskorterer sorte skolepiger i plisserede nederdele forbi rasende hvide demonstranter, gik verden rundt.

I de amerikanske sydstater er modviljen mod etnisk blandede skoler fortsat massiv, og den kommer fra den hvide majoritetsbefolkning. I Danmark bliver det næppe nødvendigt at indsætte livgarden for at tvinge skoler i Sønderjylland til at acceptere muslimske elever, men mekanismen er den samme. Når først majoriteten i samfundet aktivt modarbejder integrationen, så er det så godt som umuligt at løse de enorme sociale problemer, der følger med et etnisk opdelt samfund. Det ses ingen steder klarere end i USA, der til trods for både borgerkrig og 100 års borgerrettighedsbevægelse fortsat er håbløst splittet.

Her er også hovedforklaringen på, at USA aldrig fik et socialdemokratisk parti efter europæisk forbillede. Afstanden mellem de forskellige grupper er simpelthen for stor og alle har deres millimeterdemokratiske regnskab over, hvem der havde mest gavn af de forskellige offentlige programmer.

Diskussionen om kvoteflygtninge endte på meget socialdemokratisk vis med et kompromis og et spagfærdigt ønske om en mere retfærdig international fordeling af flygtninge. I et kommunalvalgsår er det alligevel den borgernære velfærd, der optager de delegerede. Men socialdemokraterne kommer til at tage den svære udlændingediskussion igen næste år og året efter igen. Det er opbakningen til deres samfundsmodel, der er på spil.

fortsæt med at læse

Det trækker op til nye S-DF-alliancer efter kommunalvalget