»Hvorfor har min mor ikke fået morgenmad? Hun har intet fået efter sin operation, og nu er klokken næsten ni«. Jeg bliver nærmest overfaldet på gangen med dette spørgsmål og må undskylde og svare, at det er fordi, vi prioriterer at give patienterne deres medicin først.
Dette er blot en af mange episoder, som vi sygeplejersker dagligt må stå model til. I løbet af de seneste år er der sket en stigning i verbale trusler og vold mod sygeplejersker. Det fremgår af en analyse fra Dansk Sygeplejeråd, hvor 40 pct. af sygeplejerskerne i 2016 angiver at have været udsat for vold, heraf er 87 pct. verbale trusler.
