Tak til den læge, som fortalte min mor og os om den uhelbredelige lungecancer. Som forstod min mor, der i chokket og angsten måtte have en cigaret efter beskeden. Som med sit klare ’ja’ og omsorgsfulde smil udviste respekt og empati.
Tak til den sygeplejerske, som brugte oceaner af tid på min mors stue, når hun var allermest bange, allermest ubeslutsom, allermest umulig. Som bragte sit privatliv i spil: viste billeder af sine børn og skabte et fællesskab mellem de to om det at have voksne børn.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

