Jernbanen har eksisteret i Danmark i mere end 170 år. Den har præget udviklingen af Danmark og danskernes liv i hele perioden. Den har bundet Danmark sammen fra nord til syd og fra øst til vest, og den har stået fadder til en række stationsbyer rundtomkring i landet.
Jernbanen er i dag et fælles gode, vigtig for samfundet og for de flere hundrede tusinde borgere, der hver dag er afhængige af toget for at få deres hverdag til at hænge sammen. Men har jernbanen også en fremtid i mylderet af nye teknologiske løsninger og selvkørende biler? Mit svar er næppe overraskende et ja.
