Hadsk graffitipå synagoger, antisemitiske tilråb, overfald og fysisk chikane. Vandaliseringen af jødiske gravsteder i Randers sidste weekend føjer sig til en lang liste over antisemitiske forbrydelser i Europa.
Personer med tilknytning til en nationalsocialistisk organisation er mistænkt i Randers-sagen, og læser man danske medier, får man hurtigt indtryk af, at antisemitismen i dag primært kommer fra det ekstreme højre. Men sådan er virkeligheden ikke, hvis man spørger Deborah Lipstadt, der er professor i jødisk historie og holocauststudier ved Emory University i Georgia. Faktisk trives antisemitismen hos flertallet af os.
