Her til morgen er der kun en håndfuld tomme vinflasker, en træstub og en sammenstyrtet pavillon tilbage. I regn og blæst ligger de forladte rester af en fest uden for mine vinduer og venter på, at beboerne et sted højere oppe i ejendommen skal vågne, trække rullegardinerne op og overveje, om de har kræfter til at slæbe knoglerne ned i gården for at rydde op.

Trætte må de være. Jeg ved ikke præcis, hvornår Bluetooth-højtaleren blev bremset i at spille Lord Siva og Medina så højt, at jeg tror, jeg så fugle flygte fra træerne i gården, og jeg ved, festens deltagere var nødt til at råbe for at kunne høre hinanden.