Pludselig standser jeg op i en af de svale sale i Statens Museum for Kunst for at betragte et billede, der hedder ’Cirkel og firkant’ og forestiller præcis dét. Billedet fra 1930 med de geometriske figurer er signeret af Franciska Clausen.
Hun blev født i 1899, og da hun malede det billede, var hun 30 år og havde allerede udstillet i både Berlin, Paris og New York. Et opslag på mobiltelefonen i Dansk Kvindebiografisk Leksikon fortæller mig blandt andet, at Franciska Clausen var datter af en velhavende købmandsfamilie i Åbenrå og fik lov til at forfølge en ambition om at uddanne sig til kunstner syd for grænsen. Ad åre blev hendes internationale format som avantgardekunstner anerkendt, og billedet fascinerer mig, men det er ikke kun derfor, jeg bliver stående længe foran hendes værk på museet.
