Min mor var meget betaget af uniformer, og det var hendes store ønske, at hendes eneste søn skulle gøre familien ære og iklæde sig en funklende garderuniform og skridte Amalienborg af – så hun kunne komme om søndagen og stråle af fuldkommen lykke.
Men sådan skulle det ikke gå. Slet ikke. For trods – hvilket er skrevet i absolut al beskedenhed – sønnens status som sin skoles mest fremtrædende sportsmand, så blev han på den efterfølgende session kasseret for brok i maveregionen og slettet af lægdsrullen.
Det sparede selvfølgelig en del tid på uddannelsesfronten, hvilket ikke var at foragte, men det vakte på ingen måde stolthed i familien. Dog var det ikke sådan, at min mor direkte anså mig for et skrog; jeg var jo trods alt stadig hendes søn, men der var ligesom ikke noget særligt at prale af hjemme i opgangen.
Jeg skal ikke kunne sige, om dette aldeles mislykkede militære forsøg er den direkte årsag til, at jeg i dag, som en nu ældre mand og ansvarlig samfundsborger, ikke har fået kors, bånd og stjerner på skjortebrystet.
Jeg kan jo nærmest dagligt læse i avisen – ikke her i Politiken, bevares nej, men i den noget mere royale publikation Berlingske – at nu er den og den blevet ridder af Dannebrogordenen. Og blandt dem er der, synes jeg, nogle værre nulliteter, som det skulle være muligt at matche på en god dag.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar