En god dag for ...
Hjalte Froholdt. Godt nok spillede fodboldlandsholdet klart næstbedst og tabte 0-2 til Belgien, men vores nye landstræner, Kaspar Hjulmand, kunne aldrig drømme om at skifte til spillere, som koncentrerer sig om ikke at få bolden. Men henne i Boston på den anden side af dammen kan man faktisk blive en holden mand på at excellere i netop det. Sådan et job har den danske fodboldspiller Hjalte Froholdt sikret sig. Det danske muskelbundt på 139 kilo spiller vel at mærke amerikansk fodbold, og det er han så god til, at han nu er blandt de udvalgte 53 spillere i årets trup hos New England Patriots. Den 24-årige bamse skal på den offensive linje sørge for, at modstandernes muskelmasse ikke tværer patrioternes nytilkomne quarterback, Cam Newton, ud i græsset. På søndag klokken 19, dansk tid, skal Froholdt æde ’delfinerne’ fra Miami.
En dårlig dag for ...
Isbjørnene. Herhjemme er man jo selv lidt ude om det, hvis man glemmer at bruge solcreme. Men i området på og omkring Svalbard er de næsten 3.000 isbjørne bare overhovedet ikke klædt på til klimaforandringerne. Årets sommer har været den varmeste nogensinde i det arktiske område nord for Norge – med 21,7 grader som rekord, skriver Ritzau. »Årets sommer var ekstrem, men temperaturstigningen på Svalbard har været markant de seneste 30 år og skiller sig ud fra de foregående 90 år«, siger klimaforsker Ketil Isaksen ved Norges Meteorologiske Institut til nyhedsbureauet NTB. Hvis det fortsætter på denne måde, må isbjørnene lægge kostplanen om, droppe sælerne, gå i Hjalte Froholdts fodspor og begynde at æde delfiner ...
