Jeg var rigtig glad, da jeg fik job i psykiatrien. Det var mit første job som psykolog efter endt uddannelse, og den slags stillinger hang ikke ligefrem på træerne, især ikke for nyuddannede.
Jovist, jeg var skeptisk over for omfanget af medicinering, men da min faglighed alligevel ikke har meget at gøre med piller, glædede jeg mig over at kunne gøre en forskel for lidende personer i psykiatriens rammer. Mit hovedansvar som psykolog er psykoterapi, udredning og supervision. Og psykologer kan ikke udskrive medicin, så jeg følte ikke de store moralske skrupler.
Jeg nåede at arbejde i halvandet år på en ambulant afdeling i Region Midt med længerevarende terapiforløb som min hovedopgave. Nu, hvor jeg ser tilbage på min ansættelse, kan jeg slet ikke forstå, at jeg har været den en del af det system.
Det er et system, der er så grundlæggende galt skruet sammen, at man ikke kan fjerne dets problemer ved at tilføre flere midler, selv om det er den gældende parole. Det er hårde ord. Det er jeg klar over. Det er også ord, der vil sidde galt i halsen på mange af mine fagfæller. Det er dog ord, der er nødt til at blive sagt højt og gentaget, og de er nødt til at blive sagt af personer, der har været i systemet, som kender det indefra.
Jeg prøvede at sige noget, da jeg var ansat, men det faldt for døve ører. I desperation skrev jeg et kritisk debatindlæg om lægernes og pillernes magtfuldkommenhed i psykiatrien. Jeg var motiveret af det chok, som jeg fik ved at opleve psykiatriens inderside. Jeg har siddet fuldstændig himmelfalden til utallige konferencer, som er det behandlerforum, hvor patienters status fremlægges og diskuteres af behandlerne.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Du er der næsten
Du behøver ikke et abonnement for at læse artiklen. Det eneste, du skal gøre, er at oprette en profil, og så kan du læse videre.
Opret profilHar du allerede en profil? Log ind her.
Skriv kommentar