Da tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen sidste år udskrev valg til Folketinget, gjorde han det blandt andet med ordene: »Selv om vi har fået bedre styr på udlændingepolitikken, så koster ikkevestlige indvandrere og efterkommere fortsat 35 mia. kr. om året. Og jeg vil hellere bruge ekstra penge på kernevelfærden«.
Statsministeren tog udgangspunkt i en årlig rapport, som rituelt hævder, at udgiften til ikkevestlig indvandring er i omegnen af 35 mia. kr. Det, som statsministeren belejligt undlader at nævne, er, at det tal er voldsomt oppustet og misvisende, når det bruges til at sige, at de ca. 35 mia. kr. skulle være en ekstraomkostning for indvandringen.
