Der er et nyt skud på stammen i den kontinuerlige skuffelse, der er Mette Frederiksens regering på klimafronten. Socialdemokraterne har skrottet planen om to vegetardage i statens medarbejderkantiner. Årsagen bag det seneste grønne løftebrud er den samme som bag alle de andre: De nye socialdemokrater er hunderædde for at fornærme det svinekødssegment af befolkningen, som de med deres fremmedfjendske højredrejning har snuppet fra Thulesen Dahl & Co.
At pille ved danskernes daglige flæsk er intet mindre end helligbrøde. Der gik prompte et ramaskrig igennem sociale medier og det politiske landskab. DF’s Morten Messerschmidt var ude med det samme og kaldte tiltaget for »pjattet«. I dag er det vegetardage i offentlige kantiner, i morgen halalbal i vuggestuerne, må I nok forstå. Denne negative respons sendte nervøse chokbølger igennem Socialdemokratiet, der jo kun lige har tilranet sig større dele af Messerschmidts tidligere vælgerblok.

