Tænk sig at danse så lystigt i frit fald mod udslettelse. Hvilken livsglæde, hvilket vovemod, hvormed de store hvide snefnug vrimler forbi mit vindue på 4. sal. Et sjældent lyksaligt syn i klimakrisens og coronaplagens tid, hvor vores ophedede bekymringer for længst har blæst den slags naturfænomener mod koldere himmelstrøg.
Men nu var den her altså, sneen. Den første i to år, påstod de i radioen. Med andre ord måtte jeg straks over på den anden side af vejen til den stedlige storbyoase, Søndermarken. For at lade den dansende hvide nedbør kysse mine kinder uden tanke på, hvilke aerosoler og andre farer, de mon måtte bære med sig fra det højeste.
Mens jeg – helt lydløst og bare for mig selv, kære coronamajorer – nynnede Ulf Lundells gamle, men stadigt sandfærdige, poetiske sang om, at ’Snön faller och vi med den’, tænkte jeg på, hvorfor sne mon er det mest magiske vejrlig, der findes? Måske fordi sneen med sin uskyldshvide kulør og vidunderligt lyddæmpede effekt, skruer lidt ned for hele verden, samtidig med at den giver os et (efterhånden) uventet fællesskab.
Hvilken salig julefred – og så i januar, når jeg lige at tænke, inden en arm ramler ind i min og en forsamling løbere pisker forbi mig på begge sider af stien med store skyer af truende ånde hængende i det kolde sus efter sig. Endnu en uvenlig påmindelse om, at vi aldrig er alene i storbyen under coronaens plagen, og at den helsekultur, der sprinter afsted i forsøg på at overhale pandemi, sygdom og død har førsteret over alt.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar