Tænk sig at danse så lystigt i frit fald mod udslettelse. Hvilken livsglæde, hvilket vovemod, hvormed de store hvide snefnug vrimler forbi mit vindue på 4. sal. Et sjældent lyksaligt syn i klimakrisens og coronaplagens tid, hvor vores ophedede bekymringer for længst har blæst den slags naturfænomener mod koldere himmelstrøg.

Men nu var den her altså, sneen. Den første i to år, påstod de i radioen. Med andre ord måtte jeg straks over på den anden side af vejen til den stedlige storbyoase, Søndermarken. For at lade den dansende hvide nedbør kysse mine kinder uden tanke på, hvilke aerosoler og andre farer, de mon måtte bære med sig fra det højeste.