Tænk, hvis vi havde en lov, der løste alle problemer. Der sikrede ret over for uret. Som gjorde græsset lige grønt i alle danskeres have. En socialdemokratisk ækvivalent til Kants kategoriske imperativ.
Jamen for Immanuel da også. Sørme, om statsministeren ikke også her er en foregangskvinde. Svaret hedder: velfærdsloven. Og lad os bare vænne os til at skrive VELFÆRDSLOV med versaler. Med samme ærefrygt som Moseloven. Som Mette Frederiksen sagde i sin nytårstale: »Politi. Uddannelser. Lægedækning. Der skal være velfærd i hele landet. Det handler også om økonomien. Derfor vil regeringen foreslå en egentlig velfærdslov. Den skal – hvis den bliver vedtaget – sikre, at pengene følger med, når vi heldigvis bliver flere børn og flere ældre. På den måde holder vi hånden under velfærden i hele landet.«
Tryghed, kundskab, sundhed. Unge og gamle. Vand til håndsprit og omvendt. Fra Bornholm til Brønderslev. Ufatteligt, at ingen har tænkt på det noget før. Hvor er vi heldige at leve i dette historiske øjeblik, hvor alt forløses i en evighedslov. Så alligevel.
For ved nærmere eftersyn er velfærdsloven en kommunikativ genistreg. Og et monumentalt narreværk. Den foregiver at løse et reelt problem, men er ikke mere værd end Folketingets flertal. Den foregiver at være nyskabende, men er i sin essens en lovgivningsmæssig anakronisme. Selve ideen så første gang for alvor dagens lys i 2019 midt valgkampens bulder og brag. Det var den kanin, Frederiksen trak op af hatten, da hun skulle sætte fut i partiets velfærdsudspil. Som der stod: »Velfærdsloven skal pålægge den siddende regering, at væksten i det offentlige forbrug hvert år frem til 2025 som minimum følger med det demografiske træk«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar