Politiken har i løbet af ugen bragt flere debatindlæg, der alle er skåret over omtrent samme læst: at en nationalisering af vaccineproduktionen og tvangslicenser er den direkte vej til flere vacciner her og nu. Det lyder jo besnærende, men desværre hviler argumenterne på nogle misforståelser.
Når nyheden om de forsinkede leverancer af covid-19-vaccinerne og nye, muterede vira rammer os, så er det klart, at det skaber frustration og usikkerhed. Vi er alle utålmodige efter at vende tilbage til hverdagen. Det er også forståeligt, at alle begynder at lede efter løsninger.

