Tortur, udsultning, tøndebomber, kemiske våben, islamiske ekstremister og tæppebombardementer. Omfanget af lidelser, som den syriske befolkning er blevet udsat for i de 10 år, borgerkrigen i Syrien nu har varet, er nærmest ufatteligt.
Det samme er de menneskelige omkostninger. En halv million syrere er døde. Hver sjette syriske barn har mistet en forældre eller har en forælder, der er blevet alvorligt såret. Over halvdelen af befolkningen er drevet på flugt, og langt størstedelen blevet kastet ud i fattigdom.

