Et år inde i pandemien benægter Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, stadig covid-19’s alvor trods de fatale menneskelige omkostninger og den dybe økonomiske krise, som virussen har forårsaget. Brasilien er med 280.000 døde det land i verden med flest døde med covid-19 efter USA, og pandemien slår med rasende fart nye rekorder i antallet af både døde og smittede.
Alligevel holder Bolsonaro fast i sine paroler om, at landet ikke kan gå i stå, og vi jo alle skal dø en dag. Den gentog han i en tale forleden, hvor han sagde, at folk skal holde op med at klynke, og citerede Bibelen: »Frygt ej«.

