Stolene er pænt sat frem. Fem styk. Min søster hader de her møder, så jeg tager hende i hånden og klemmer.

Jeg har smilet konstant, siden jeg ankom, og håber, det fremstår så overbevisende, at de ikke lægger mærke til knuden i min mave. Vi har sat os sådan, at min søster og jeg sidder på den ene side af bordet, sagsbehandleren for enden og de to pædagoger på den anden side. Det er selvfølgelig, så vi kan se hinanden i øjnene, men der er stadig en stemning af konflikt. En gang om året skal vi nemlig mødes med kommunen og overbevise dem om, at min søster ikke på mirakuløs vis er kommet sig over sit udviklingshandikap, så hun fortsat kan få den hjælp og støtte, der er livsvigtig, for at hendes hverdag fungerer.