»’Løvens hule’? Væk. ’Den store bagedyst’ kan vi også godt lade gå til private hænder. Især her, hvor det jo åbenbart er den britiske udgave, DR har valgt at sende. Væk«.
Christian Bülow sidder med en sort kuglepen og dagens tv-guide for DR 1’s sendeflade. På få minutter har han strøget seks programmer, som han ikke mener hører hjemme på en statsfinansieret tv-kanal, der skal tilbyde public service.