I sidste uge gik alle i Bruxelles rundt og ventede på Berlin. I Berlin virkede alle helt elektriske over, at valget tegner så uforudsigeligt. Men ét er dog sikkert: Den nye regering i Tyskland bliver en koalition, og næsten helt sikkert af tre og ikke kun to partier. Det aktiverer det grundlæggende spørgsmål bag denne betydningsfulde europæiske begivenhed: Kan demokratiet levere? Eller mere præcist: Kan den demokratiske konsensus, som Tyskland er et fornemt eksempel på, frembringe den form for målrettet aktion, som Europa har så hårdt brug for i dag?

Den Europæiske Union er som en gigantisk motor, og lad os sige, at den styres af et kontrolpanel med 17 knapper. Jo flere knapper der kommer ind på geled og virker sammen, jo bedre kører motoren. Det tyske valg tegner sig for fire af knapperne på det europæiske kontrolpanel. Det franske præsidentvalg for yderligere tre. Italien og Spanien bidrager med måske to knapper hver, og resten kommer fra andre europæiske lande og de europæiske institutioner.