Der er ikke mange gode nyheder fra Frankrig. Landet er dybt forgældet, det yderste højre kan ifølge meningsmålingerne regne med op til 45 procent af stemmerne i første runde af præsidentvalget i april næste år, og landets præsident bruger det meste af sin tid på at uddele milliarder – som han ikke har – til utilfredse borgere, som der er mange af.
Men efter al den elendighed er det tid til et lettelsens suk. Fransk kultur blomstrer trods epidemien, og en banal forklaring er, at staten bruger flere og flere penge på den. Og at Frankrig – i modsætning til Danmark – i årtier har haft en sammenhængende og ambitiøs kulturpolitik.
