Sidste weekend argumenterede Politikens chefredaktør for, at minkskandalen ikke ville blive en ny Instruks-sag. Han anerkendte fællestrækkene ved de to sager: Anklager om lovbrud, beslutninger meddelt via pressemeddelelser, og at »i begge sager beror afgørelserne på vurderinger i det rige, hvor jurister er konger«.
Men derefter hører sammenligningerne op, skrev Christian Jensen. Regeringen havde ikke forsæt til at gøre minkejerne skade, og handlede på baggrund af myndighedernes indstillinger. Muligvis uden tilstrækkelig omhyggelighed, men med en anden moralsk habitus og uden synligt motiv, lød det. I modsætning til den tidligere integrationsminister Inger Støjberg, der med stort overlæg, og som minimum udadtil, gik imod gældende ret.

