Endnu en covid-19-vinter truer, men alligevel er der håb i luften lige for tiden. I en alder af 87 er jeg ved at genoptage det sociale liv, jeg har haft på pause i mange måneder. Jeg går på restaurant og på museer og i kirke, og jeg besøger mine børnebørn, der bor i en naboby.
Jeg har altid set mig selv som optimist og en, der gerne løber en risiko. Men hver dag, når jeg vover mig ud, er der alligevel en stemme i baghovedet, der siger: Er det her for risikabelt for mig?


