Debatindlæg afVladimir Barbin

Ruslands ambassadør i Danmark

Læserbrev: Se den russiske ambassadørs kommentar til Jeppe Kofod

Lyt til artiklen

I Politiken 9. februar giver den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, i et interview udtryk for sin vurdering af situationen i forhold til Ukraine og de russiske krav om sikkerhedsgarantier fra Nato’s ide. Der er tale om en besynderlig udlægning af demokrati og pluralisme, og af engagementet i det. Ministeren ikke bare afviser, han fordømmer også enhver holdning og vurdering, der ikke stemmer overens med hans egne. Han tillader heller ikke andre lande at have deres egen opfattelse af deres egen nationale sikkerhed.

I den forbindelse vil det være belejligt at minde om, hvordan den nuværende opbygning af såvel europæisk som international sikkerhed baserer sig på Nato’s overlegne militære styrke og dominans. Den tager ikke højde for øvrige staters interesser. Igennem en årrække er forsøgene på at skabe dialog og traktatbaserede rammer for den internationale sikkerhed blevet negligeret. I en multipolær verdensorden er sådan en opfattelse af international sikkerhed dømt til at slå fejl. Oven i det fremkalder den spændinger i flere af verdens regioner og formår ikke at forebygge, at der opstår sikkerhedsmæssige problemer i noget som helst land i verden.

Udenrigsministeren påpeger, at Rusland udmærket ved, hvad Nato er. Det har han fuldkommen ret i. Rusland gør sig ingen illusioner. Det var Nato, der udløste militære konflikter (Jugoslavien, Libyen og Irak), og Rusland, der stoppede dem. Takket været Ruslands indsats blev der sat en stopper for militære kamphandlinger i Tadsjikistan, Abkhasien og Sydossetien, Transnistrien og Nagorno-Karabakh.

Rusland er indstillet på at finde diplomatiske løsninger, men der stilles også krav til politisk vilje fra modpartens side.

Oversættelse: Jacob Giese

Vladimir Barbin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her