Vi har i Danmark en god tradition for, at folkevalgte har en særligt vidtgående ytringsfrihed, når de udtaler sig om væsentlige samfundsanliggender. Det er i overensstemmelse med såvel grundlovens bestemmelser om Folketingets arbejde som den generelle praksis i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Vi mener, at den sigtelse, der er rejst mod folketingsmedlem og tidligere minister Claus Hjort Frederiksen efter straffelovens paragraf 109 (’landsforræderparagraffen’), indebærer en alvorlig svækkelse af denne retstilstand.

