De ekstreme sportspræstationer foregår på et bagtæppe af akut klimakrise, en pandemi og udbredt korruption, og derfor stinker OL af samfundsmæssigt forfald.

Det er en olympisk bedrift at acceptere de grænser, vi ikke kan gøre noget ved

Arkivtegning Mette Dreyer
Arkivtegning Mette Dreyer
Lyt til artiklen

Forestil jer et dystopisk OL. Der er måske skiløbere, som løber på kunstig sne ned ad udtørrede pister. Robotter, der blander cocktails, tilbereder fastfood og desinficerer luften. Officials, der er klædt i sikkerhedsdragter i stedet for sportstøj. I stedet for et stadion, som man ville ønske, at man havde billet til, er der en boble, som man ikke må forlade.

Legene foregår i et land, hvis forfølgelse af uighurerne er blevet kaldt folkemord af den amerikanske regering. Ikke desto mindre lod Kina en smilende uighurisk atlet tænde den olympiske fakkel under overværelse af præsidenterne Xi Jinping og Vladimir Putin, to autokrater, der sad sammen i en vip-loge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her