Hovedbanegården er en af de fineste bygninger i København. Den ligger imponerende ved Vesterbros begyndelse, og for mange har den igennem tiden været det første rigtige møde med hovedstaden.
I den store, store ankomsthal med de røde mure er der mange meter til det buede loft. Nede på sporene står man under de store træspær og venter på sit tog, og opdager man de gamle vinduer, kan man fortabe sig i timevis i smukke detaljer. Det er en bygning, som gør det til en fest at rejse med tog, og på travle dage minder stemningen næsten om Gare du Nord i Paris eller Grand Central i New York.
