Da dronning Elizabeth II for en måned siden fejrede platinjubilæum, fik alle hendes undersåtter her i landet en ekstra fridag. Mange brugte den forlængede weekend til at holdes vejfest til monarkens ære. Således også her på min rækkehusvej i det sydvestlige London, hvor hele gaden blev lukket af for biler og i stedet fyldt med isvogn, hoppeborg, boldspillende børn og bobledrikkende voksne.
Nu er briter gode til at udnytte den mindste anledning til at holde fest, så festivitassen kan ikke alene tilskrives galopperende monarkisme. Men noget af den kan. Jeg har prøvet at bo i tre monarkier – Danmark, Belgien, Det Forenede Kongerige – og jeg kan sige med sikkerhed, at det er her i Storbritannien, at den royale røgelse er sværest at undgå.
