Ligesom Marlene Dietrich, der i sin tid efterlod en kuffert i Berlin i klassikeren ’Ich hab noch einen Koffer in Berlin’, lod jeg min brugte mintgrønne damecykel blive i byen, da jeg måtte forlade den. Den er dejlig at hente ud af den hemmelige baggård i Kreuzberg og køre rundt på i den på alle måder tunge by, hvor minderne om den grumme historie aldrig er langt væk.
Som nu på en søndag sidst i februar, hvor jeg som så mange gange før trillede muntert vestpå i den store park Tiergarten. Solen sendte stråler ned mellem træernes nøgne grene, og trods en isnende berlinsk kulde var der forår i luften. Det gik op for mig, at det af uransagelige årsager – måske et overrumplende anfald af optimisme? – var klassikeren ’Wind of Change’ med Scorpions, der slingrede ud mellem mine forårskåde læber. Sangen om et gryende håb på begge sider af det rustne jerntæppe: »Let your balalaika sing what my guitar wants to say/ Take me to the magic of the moment«.
