De fleste har i det tidlige voksenliv oplevet at blive åndet i nakken, når det gælder at stifte familie og få børn. Jeg er selv midt i tyverne, har ingen kæreste, og stikpiller om snart at levere nogle børnebørn føles som fast tilbehør til aftensmåltider hos mine forældre. Det er efterhånden et grundvilkår, jeg har vænnet mig til.
Desværre er det ikke længere kun mine forældre, der venter utålmodigt på, at jeg får børn. Der er nemlig kommet en ny og temmelig utålmodig spiller på banen: velfærdssamfundet.


