Der er noget ved det her land og vores magtfordeling, som jeg simpelthen ikke forstår. Det lader til, at det allermest magtfulde erhverv, vi har hertillands, er landmandserhvervet. Ingen brancher er så politisk støttet i hoved og røv som landbruget, der som en forkælet tumling aldrig har lært at gå selv, men i stedet er curlet ind i EU-midler, manglende afgifter og økonomiske hjælpepakker. Indtil videre må vi se langt efter en klimabeskatning af landbrugets massive CO2-udledning, og politikerne danser konfliktsky leflende rundt om denne erhvervsgruppe, som langsomt og uden modspil ødelægger vores jord og vand.
De seneste måneder har vi debatteret, hvor meget landbruget har ødelagt vores hav, vandløb og fjorde, hvor havbunden er død, og fiskene er væk. Målløse står befolkningen og husker en nær fortid, hvor vi spiste frisk fisk fanget i Danmark, men nu har de konventionelle landmænds kærlighed til kvælstof og sprøjtegift, også kaldet gødning, gjort iltsvindet synligt for alle. En død havbund er svær at bortforklare. Det lykkes alligevel for havets minister Magnus Heunicke (S) og resten af regeringen, der hellere vil igangsætte årelange undersøgelser og opfordre til frivillige aftaler med landbruget end svinge hammeren over en branche, der er for dårlig til sit arbejde.
