Det har ærlig talt ikke været den fedeste uge for den frie demokratiske samtale, vi arbejder med her på debatredaktionen.
Vi ser det jo som vores opgave at invitere så mange som muligt, gerne nye, stemmer ind i den fælles samtale om, hvilket samfund vi skal have. Ikke mindst når folk er unge eller uerfarne, har stride arbejdsgivere, rødder i andre lande eller kommer fra et miljø med stærk social eller religiøs kontrol, kan de være bekymrede for konsekvenserne af at blande sig. Ikke kun for, om de vil blive svinet til på de sociale medier. Men også for alvorlige konsekvenser, der kan række langt ud i fremtiden.

