I 2010 skete der noget, som fik unges mistrivsel til at stige eksplosivt
Siden begyndelsen af 10’erne, hvor smartphonen ankom, har mistrivsel blandt børn og unge taget fart. Årsagen er, at vi pakker dem ind i vat i den virkelige verden, samtidig med at de er så godt som ubeskyttede online.
Sådan lyder diagnosen fra Zach Rausch, der er hovedresearcher på bogen ’The Anxious Generation’, som den amerikanske stjernepsykolog Jonathan Haidt er aktuel med.
2010. Det årstal står og blinker, når den amerikanske stjernepsykologiprofessor Jonathan Haidt og hans forskerteam fremlægger resultaterne af deres forskning i årsagerne til unge vesterlændinges mistrivsel. Tager man et kig på de nordiske statistikker, står det klart, at kurverne over unge 11-15-årige med symptomer på høj mistrivsel svinger drastisk opad i netop 2010. Herefter går det stærkt. Mens 11 procent af pigerne i gruppen led af høj mistrivsel i 2010, var tallet 19,4 i 2018. For drengene er tallene henholdsvis 5,5 procent i 2010 og 8,3 procent i 2018.
Samme billede går igen i USA, England, Australien, New Zealand. Ja, uanset hvilket vestligt, højtudviklet land, forskningsgruppen har kigget på, er konklusionen den samme samme: Unge mistrives, og mistrivslen tager for alvor fart fra 2010. Fra 2012 eksploderer den.
Vil man kende årsagen, skal man kigge i de unges lommer, mener Haidts forskerteam: Da smartphonen blev hvermandseje – eller rettere hverbarnseje – gik det galt. Det skete fra 2010 og frem, og i dag har 97-98 procent af alle danske børn på 10 år og derover adgang til en smartphone. I takt med udbredelsen steg den psykiske mistrivsel.
»I perioden 2010-2015 ser vi overgangen fra det, man kan kalde den lege-baserede (play-based) barndom til den telefon-baserede (phone-based) barndom«, siger Zach Rausch, der er hovedresearcher i Jonathan Haidts forskergruppe på New York University. Han har bl.a. haft ansvar for den del af forskningen, der handler om de nordiske lande, og hans analyser indgår som en vigtig del af Haidts nye bog ’The Anxious Generation: How the Great Rewiring of Childhood Is Causing an Epidemic of Mental Illness’, der udkommer i denne måned.
Netop i begyndelsen af 10’erne begynder børn og unge at bruge mere og mere tid på internettet. Og da de sociale medier kommer til, bliver likes og kommentarer stadig mere afgørende for deres velbefindende, ikke mindst for pigerne. Mens børn og unge bruger timer hver dag på at scrolle gennem billeder, videoer og statusopdateringer fra influencere, de aldrig har mødt, falder den tid, de tilbringer med deres venner i den virkelige verden.
Samtidig har de i vid udstrækning adgang til information, som tidligere stort set var uden for deres rækkevidde. På pornosider kan de se, hvordan man dyrker analsex, inden de overhovedet har fået deres første kys. I SoMe-grupper kan de hente inspiration til selvskade og selvmordsmetoder, og et par klik med musen giver adgang til voldelige videoer fra krigszoner, terrorangreb og masseskyderier. Mens forældre i flow-tv’ets dage sprang op og slukkede, når der blev advaret om voldsomme billeder, sidder børn nu helt alene på deres værelser og har fri adgang til volden.
Zach Rausch og Jonathan Haidt er langtfra alene med bekymringen over det fænomen. Herhjemme har ngo’ere, forskere og politikere længe vredet hænder. Hvem husker ikke billederne af statsministeren, der sidste år viftede med sin mobiltelefon i folketingssalen og erklærede, at den er farligere end trafikken for børn og unge? Måske så du sekvensen i dit SoMe-feed?
Haidt og Rauschs forskning ville således næppe have fået verden til at spærre øjnene op, hvis analysen stoppede ved bekymring over smartphonens ankomst. Men forskernes forklaring rækker længere end det. Når unges brug af smartphones har kunnet få så fatale konsekvenser, så skyldes det ifølge forskerne, at måden, vi opdrager vores børn på i dag, har gjort dem ekstra sårbare over for den digitale udviklings skyggesider:
»Siden 90’erne har vi i høj grad begrænset børns frie leg. Hvor de gennem historien har tilegnet sig færdigheder og prøvet kræfter med deres egne evner og kunnen i store børneflokke uden voksenopsyn, er de i stigende grad blevet pakket ind i vat af voksne, som har forsøgt at fjerne enhver fare på deres vej. De er blevet overbeskyttede, og det har gjort dem mindre robuste«, forklarer Zach Rausch.
To kæmpe fejltrin
Mens Rauschs bedstefar spillede stikbold i myldretiden i New Yorks gader og havde en simpel aftale med sin mor om, at han skulle komme hjem, når gadelygterne blev tændt ved 20-21-tiden, leger nutidens børn på indhegnede legepladser med legestativer, der er sikret efter alle kunstens regler, så ingen risikerer at falde ud over kanten. Skulle det alligevel ske, lander børnene på specialdesignede bløde underlag. Ingen risikerer at komme til skade, selv om de opfører sig dumt ... i øvrigt er det de færreste, der nogensinde faktisk ender med at gøre noget dumt, for legen er voksenovervåget, og den voksne er altid klar til at gribe ind og rette op.
Så snart børnene når over tumlingestadiet, er legepladserne tomme. Legen er forbi. De sidder indenfor ... i mange tilfælde med en skærm.
Samtidig har vi ifølge Haidt og Rausch i de seneste årtier set en stigende tendens til, at forældre og professionelle har brugt enorme ressourcer på at tilrettelægge børnenes dag. Målet har været at optimere deres læring og udvikle kompetencer, så de kan klare sig godt i uddannelsessystemet og senere på arbejdsmarkedet. Det er alt sammen gjort i den bedste mening, men problemet er, at det yderligere har begrænset den frie, selvstyrede leg.
Konsekvensen er, at det har været svært for de seneste generationer at opbygge tillid til, at de er kompetente væsener, der kan løse problemer på egen hånd, tage beslutninger og klare sig selv, for de har simpelthen haft dårlige muligheder for at øve sig på netop det, påpeger Zach Rausch.
»Fri leg er ikke en banal børneting. Leg er barndommens arbejde. I legen er der enorm kulturel, social og følelsesmæssig læring. Det er gennem den, vi lærer at begå os i samfundet. Legen er afgørende for at lære at regulere følelser, navigere socialt og for at opbygge tillid til egne evner«.
»Man skal forstå smartphonen og den overbeskyttende opdragelse som en slags erfaringsblokade. Vi har simpelthen blokeret for helt afgørende oplevelser og erfaringer, som er nødvendige for, at børn kan trives i den virkelige verden. Over det seneste årti har vi overbeskyttet børn i den virkelige verden og underbeskyttet dem online. Begge dele er hver for sig kæmpe fejltrin, men når de lægges sammen, ender det helt galt. Det har skabt den trivselskrise, som vi har set udvikle sig siden begyndelsen af 2010’erne«.
Det ømme punkt
I peger på, at overgangen fra den lege-baserede barndom til den telefon-baserede barndom er hovedårsagen til trivselskrisen. Men kunne der ikke være andre grunde, f.eks. bekymringer over den eskalerende klimakrise, eller at verdensordenen synes under forandring, og at Vesten ser ud til at tabe terræn? Hvordan kan I være så sikre på, at I har sat fingeren på det ømme punkt?
»Det, der undrer os, er det meget pludselige fald i trivslen. Så meget forandrede vores liv sig jo heller ikke fra 2009 til 2015. Alligevel er det her, vi ser mistrivselskurverne gå stejlt op. Det eneste, som for alvor ændrede sig, var teknologien. Smartphones og sociale medier kom til«.
Samtidig holder Rausch fast i, at den pludselige stigning i mistrivsel blandt unge ses i meget forskellige kulturer. Fra de veludbyggede velfærdsstater i Skandinavien til det langt mere kompetitive samfund i USA. Fra det relativt rolige Skandinavien til et USA med mange masseskyderier. Fra det ulige britiske samfund til det lighedsprægede Norden.
Til gengæld oplever generationerne over 30 år ikke det samme fald i trivsel, selv om også deres liv bliver berørt af klimakatastrofer og en mulig ny verdensorden. En mulig forklaring er, at deres hjerner og selvopfattelse var langt mere færdigdannede, da smartphonen og de sociale medier gjorde deres indtog. Som Haidt skriver i sin kommende bog, er han overbevist om, at hans teori holder, »med mindre vi finder ud af, at der i de tidlige 2010’ere blev tilsat et kemikalium til maden eller drikkevandet i Nordamerika, Europa, Australien og New Zealand, og at det kemikalium især påvirker teenagepiger, mens det har ringe effekt på folk over 30«.
Vent til du bliver 16
Det store spørgsmål er, hvordan vi sætter en stopper for den eskalerende mistrivsel. Ifølge Rausch er der en række oplagte steder at begynde: 1) Ingen smartphones før barnet er 14 år. Skal barnet have en telefon, så giv dem en, der ikke kan gå på internettet. 2) Ingen sociale medier før barnet er 16 år. 3) Telefonfri skoler. Nej, det er ikke nok at kræve, at telefonen skal blive i tasken. Den skal låses inde hele dagen. 4) Meget mere fri leg uden voksen indblanding.
Som mor til preteens ser jeg for mig, at det bliver én lang kamp at holde dem fra sociale medier, til de bliver 16 år. Risikoen for, at de bliver hægtet af fællesskabet blandt deres jævnaldrende, er overhængende.
»Ja, og den frygt deler du med mange forældre. Og den er helt reel. Det er et problem, der kun kan løses gennem koordineret kollektiv handling, hvor forældre bakker hinanden op i at stå fast på den beslutning. Jo flere børn, der er uden smartphone, desto flere har de at lege med«.
I Storbritannien er folkene bag initiativet ’delay smartphones’ gået systematisk til den opgave. Ideen er at få forældre til at underskrive et løfte om ikke at give deres børn en smartphone, før de er mindst 14 år. Sammenholdet i gruppen styrker forældrenes evne til at stå imod presset for, at det skal ske tidligere.
Med mindre alle i hele byen er med på ideen, vil de børn, hvis forældre ikke er med i aftalen, ofte ende i toppen af det sociale hierarki, simpelthen fordi de er mere voksne og mere cool end dem uden telefon. Så de a
ndre børns smartphones vil stadig spille en afgørende rolle i de telefonløse børns liv.
»Ja. Vi havde lignende problemer med alkohol og cigaretter, da jeg var barn. Og dengang var det lokale sammenhold helt afgørende. Men samtidig er der åbenlyst behov for hjælp fra lovgiverside. I USA kan en 16-årig ikke komme ind på en bar, og han kan ikke købe alkohol i butikkerne. Det er en kæmpe hjælp for forældre, der ikke længere er alene om at håndhæve forbuddet«, siger Rausch og peger på, at lovgiver også bør hjælpe i forhold til unges onlineliv.
»Grunden til, at vi har en stat, er netop, at den skal afhjælpe problemer, der kun kan løses ved hjælp af kollektiv handling«.
I Danmark udsendte Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i februar en række anbefalinger om brug af skærme i grundskoler og fritidstilbud, men forbud eller egentlig lovgivning på området er det ikke blevet til. Det er fortsat op til skoler og kommuner at beslutte, om de vil stramme op på børnenes brug af skærme.
Den gode nyhed er ifølge Zach Rausch, at mange børn og unge selv synes at være interesserede i at slippe væk fra sociale medier. Da den amerikanske forskningsinstitution National Bureau of Economic Research sidste år spurgte en lidt ældre gruppe af collegestuderende, hvor mange penge de skulle have for at droppe deres tilstedeværelse på TikTok og Instagram, satte de ganske vist prisen højt. Men da man omformulerede scenariet, så det var alle elever på hele deres uddannelsesinstitution, der skulle deaktivere deres profiler på de to platforme, lød svaret, at det ville de gerne selv give penge for.
»Det fortæller os, at børn og unge faktisk selv ønsker sig en helt anden barndom end den, vi har givet dem«.
TikTok er ikke leg
Nogle ville nok indvende, at du overser de læringsmuligheder, som onlinelivet også byder på. Laver man TikTok-danse-videoer med sine veninder, dyrker man kreativiteten og evnen til at være en del af en gruppe. Og unge, der gamer, lærer om gruppedynamikker, strategi og indbyrdes forventningsafstemning.
»Ja, selvfølgelig er der et kreativt aspekt. Men vi taler altså om platforme, der fundamentalt ændrer sociale dynamikker blandt børn. De giver af sig selv, sætter sig selv til skue for et ofte ukendt publikum i håb om at få likes og blive delt. Det er stressende, fordi man konstant bliver bedømt, straffet og hængt ud for sine fejl. Hele ideen med leg er ellers, at man har mulighed for at lave fejl, uden at det koster ret meget. Det er det, børn gør, når de er sammen med deres venner. De laver fejl, de kommer videre. Men fejl begået online risikerer at blive delt og delt. Det er ekstremt voldsomt for mange børn. Helt hjerteskærende. Vi bliver nødt til at spørge os selv, om ikke der er bedre måder at dyrke kreativiteten på«.
Indvendingen her vil typisk være, at onlinelivet efterhånden er blevet så vigtig en del af virkeligheden, at børnene bliver nødt til at lære at navigere i den. Det er simpelthen nødvendigt for, at de kan klare sig i samfundet.
»Ja, det hører man tit. Men hvilke kompetencer tror du er vigtigst at have, hvis man skal klare sig godt? Er det virkelig afgørende at kunne betjene en smartphone som 13-årig, eller er det tilstrækkeligt at kunne gøre det som 17-årig? Alt det, du skal bruge for at navigere i en foranderlig moderne verden, kan du lære af at lege frit med andre børn – alt fra selvkontrol over konflikthåndtering til at regulere dine egne følelser. Det er i legen, børn lærer de kompetencer, som de senere skal bruge for at trives i en digital verden«.
Giv det et skud
I den danske debat om unges onlineliv, peges der ofte på, at der altid er en masse frygt forbundet med nye teknologier, men at de ofte viser sig at være grundløse på længere sigt. Tag radioen, tag tv’et – da de blev opfundet, frygtede mange, at det ville ændre os og vores samfund til det radikalt værre, men så galt gik det jo ikke. Så skulle vi ikke slå koldt vand i blodet?
»Nej. For det første er det ikke rigtigt, at ny teknologi ikke ændrer vores samfund. Tv’et ændrede f.eks. rigtigt meget; vores evne til at forstå verden, hele måden vi driver politik på. Det havde rigtig mange konsekvenser. Hver gang der kommer en ny informationsteknologi, fører det faktisk til store ændringer. Sådan er det også med sociale medier«.
»For det andet er sociale medier meget mere indgribende end f.eks. tv’et. Med tv’et er du passiv forbruger, mens sociale medier ændrer hele dynamikken i det sociale liv og måden, vi interagerer med hinanden på«, siger Zach Rausch, der ikke mener, at der kommer noget godt ud af blot at læne sig tilbage og håbe på, at trivselskrisen forsvinder af sig selv.
»Vi er blevet klar over, at der er en alvorlig krise blandt børn og unge. Vi har også nogle meget konkrete tiltag, vi kan sætte ind med. De kræver endda ikke de store ressourcer. Tænk over, hvor lidt det vil koste samfundet at vente med at give børn smartphones, til de er f.eks. 14 år gamle, og hold det så op imod, hvor meget det potentielt kan koste at bevare status quo og lade trivselskrisen fortsætte med at udvikle sig. For en gangs skyld står vi med et problem, der kan løses, uden at det koster ekstremt mange penge. Lad os dog give det et skud«.
redaktion
Tekst: Susan Knorrenborg
Tegning: Philip Ytournel
Layout: Christine Cato
Animation: Tomas Østergren