Det har været en vits i nogle år i de mere eller mindre velbjærgede kredse, en Politiken-redaktør som undertegnede tit bevæger sig i: »Nu er det snart de hvide kvinders tur«.
Ikke til at komme til fadet, vel at mærke. For i lige de kredse står vi i det store og hele allerede helt oppe ved fadet. Næ, vitsen om, at det snart må være den hvide kvindes tur, handler om, at den hvide kvinde er den nye hvide mand. At der altså inden længe er plads til endnu en arketype på overdrevet strukturel forkælethed lige ved siden af den hvide mand, og den arketype vil være den hvide kvinde.

