Reformkommissionen, nedsat af regeringen, præsenterede sidste år publikationen ’NYE REFORMVEJE 2’, som belyser udfordringerne inden for dagtilbud, folkeskole og ungdomsuddannelser. Et af de mest markante forslag er indførelsen af HPX – en ny forberedende uddannelse, som skal gøre erhvervsuddannelserne lige så attraktive som gymnasierne. HPX skal erstatte de faglige 10. klasser og strække sig over to år, hvilket ifølge kommissionen vil skabe en mere direkte vej til erhvervsuddannelserne og dermed arbejdsmarkedet.
Vi, Jakob Holm og Noah Jessen fra Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, deltog i Sorø-mødet 2024, hvor den nye HPX-ungdomsuddannelse var hovedfokus. Vi deltog i adskillige workshops i løbet af de to dage på Sorø-mødet, og noget, der fangede vores opmærksomhed, var ordet ’ungeinddragelse’. Vi lagde desværre mærke til, at de unges stemmer risikerer at blive glemt, når beslutningerne skal tages. Vi mener, at der er langt fra ord til handling, og at regeringen ikke kun skal tale om at inddrage de unge, men rent faktisk forholde sig til de unges udtalelser og holdninger, når beslutninger træffes.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
