I mandags var vi vidner til endnu en akt i Kinas højintense stranguleringsdrama. Iscenesættelsen var ifølge Beijing fremprovokeret af Taiwans præsidents, Lai Ching-tes, tale under fejringen af landets nationaldag. Med et rekordstort antal fly og skibe indtog Folkets Befrielseshær (PLA) rampelyset og stillede en blokadelignende omringningsmanøvre til skue for ’separatisterne i Taiwan’. Selv uden de ledsagende PLA-propagandavideoer var budskabet i den kinesiske dramaturgi svært at overse: Vi kan stramme løkken omkring jer når som helst og hermed afskære jer fra omverdenen!
Intimideringsakten rummede endda nye virkemidler, ganske som det har været tilfældet i de senere års største militærøvelser (i maj 2024, april 2023, august 2022). For første gang overskred de angivne militære øvelseszoner Taiwans tilstødende territorialfarvand, som alle kyststater ifølge FN’s havretskonvention råder over (fra 12 til 24 sømil). I forvejen lader PLA hånt om medianlinjen i Taiwanstrædet, som indtil 2022 fungerede som en de facto skillelinje mellem de to parter. Herudover spillede Kinas kystbevogtningsflåde, verdens suverænt største, en hidtil uset fremtrædende rolle i omringningsmanøvren, hvor kystbevogtningsfartøjer trænede myndighedsudøvelse i farvandet omkring Taiwan.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
