Jeg har været i arbejde og betalt mit kontingent til a-kassen siden 1985, hvor jeg blev uddannet socialpædagog. Nu er jeg syg med lungecancer, og alligevel kan jeg ikke få sygedagpenge. Jeg kan altså ikke benytte mig af en ordning, jeg har betalt til i næsten 40 år, og som jeg har ret til.
Det var noget af en omvæltning, da jeg fik min diagnose i sommer. Jeg blev undersøgt på kryds og tværs, var igennem diverse skanninger og bronkoskopier, men én ting var sikker i mit hoved: Jeg var sund og rask, og kræft kunne jeg under ingen omstændigheder have, for jeg har aldrig røget eller arbejdet med asbest eller lignende. Jeg var sikker på, at jeg skulle på arbejde igen efter sommerferien, og jeg glædede mig, for jeg havde et kanonår arbejdsmæssigt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

